At være buddy

Hvad er en buddy?

En buddy er en kollega, som indgår i et nært fællesskab med den nye medarbejder for at give en så god start som muligt. Buddy'en har typisk ansvaret for at tage imod den nye medarbejder første arbejdsdag, spise frokost sammen, besvare spørgsmål om de uformelle regler og normer, introducere kolleger osv.

Ordningen varer ca. 1-3 måneder. En buddy skal ikke forveksles med en mentor, og det er derfor vigtigt, at det ikke er den fagligt ansvarlige, som påtager sig denne rolle.

Når der skal findes den rette buddy, er det vigtigt at finde en medarbejder der:

  • er motiveret til rollen
  • har en høj grad af empati og kan sætte sig i den nye medarbejders sted
  • har gode kommunikative evner

Det er vigtigt, at der afsættes de nødvendige ressourcer til at skabe en god relation, og ordningen bør være præget af en høj grad af frivillighed.

Særligt for de internationale medarbejdere

Vurdér om den nye internationale medarbejder skal have både en dansk og en international buddy. Der kan være behov for begge. Den danske kan hjælpe med at introducere til dansk kultur, værdier og normer samt hjælpe med at skabe relationer på tværs af kulturer. Den internationale kan dele ”insider-viden” og introducere til dansk kultur fra en international vinkel, der gør hverdagen lettere for den nye internationale medarbejder.