Technical Sciences Tenure Track ved Aarhus Universitet er et attraktivt karrieretilbud til lovende forskere fra hele verden. Højt kvalificerede kandidater ansættes som adjunkt/forsker i en som udgangspunkt seksårig periode med oprykning til en lektor/seniorforskerstilling under forudsætning af en positiv faglig bedømmelse sidst i forløbet. Oprykningen beror udelukkende på Tenure Track adjunktens/forskerens egne resultater og ikke på sammenligning med andre kandidater.
Den 1. oktober 2023 vedtog fakultetsledelsen en ny model for Tenure Track ansættelser ved TECH. Er du ansat før 1. oktober 2023 skal du drøfte med din sektionsleder, hvorvidt det er meningsfuldt for dig at overgå til den nye proces. Er du ansat efter 1. oktober 2023, er du automatisk omfattet af denne proces.
Ved ansættelsens begyndelse tager sektionsleder sammen med institutleder initiativ til en samtale med den nyansatte, således at vedkommende er bekendt med de krav, retningslinjer og forventninger, som knytter sig til tenure track-forløbet. Sektionslederen og tenure track-adjunkten udfylder sammen en udviklingsplan. Denne drøftes herefter med institutlederen på mødet. Udviklingsplanen sendes til Sekretariatet, som lægger den på ansættelsessagen. Udviklingsplanen indgår med betydelig vægt i såvel midtvejs- som slutevalueringen.
Under Tenure Track-forløbet afholdes der en årlig opfølgning mellem sektionslederen og Tenure Track-adjunkten/forskeren. Første gang er et år efter ansættelsesstart. Udviklingsplanen opdateres (justeres) årligt ved de årlige opfølgninger og lægges tilbage på ansættelsessagen (sendes til Sekretariatet).
Efter 2 års ansættelse vurderes det af institutlederen og sektionsleder, hvor langt Tenure Track adjunkten/forskeren er fra lektor-/seniorforskerniveau, og om der fortsat er 2-4 års ansættelse, før der skal igangsættes en afsluttende bedømmelse, eller om der skal igangsættes en bedømmelse inden for de næste 2 års ansættelse.
Normal proces: Såfremt det forventes, at der er mellem 2 og 4 års ansættelse tilbage, gennemføres en midtvejsevaluering efter som udgangspunkt 3 års ansættelse.
Accelereret proces: Hvis den opdaterede udviklingsplan entydigt viser, at den ansatte vil være på lektor-/seniorforskerniveau inden for 2 års ansættelse mere, laves der ikke en midtvejsevaluering. I stedet fortsætter de årlige opfølgninger indtil slutevalueringen 2 år efter.
Dokumentet 'Udviklingsplan og årlig opfølgning' sendes til Pernille Mønster Leth, pml@ece.au.dk, efter udfyldelse. Det journaliseres herefter. Dette gøres en gang årligt.
Benyt venligst ECE-versionen, da denne er godkendt af ECE LSU i november 2023.
Er du ansat som Tenure Track adjunkt før 1. oktober 2023, skal du sammen med din sektionsleder tage stilling til, hvorvidt det er meningsfuld for dig at overgå til den nye Tenure Track model.
Hvis der er enighed mellem dig og din sektionsleder om, at du skal overgå, skal du kontakte Pernille Mønster Leth.